Burgerhimlen ligger i Nørresundby Lystbådehavn under The Tall Ships Races

Udover en masse flotte skibe og god musik i lange baner byder The Tall Ships Races også på muligheden for at kunne spise noget rigtig lækkert street food.  

Kitzchen er en Street Food Truck, der har taget vejen fra Middelfart, for at servere deres gourmet-burgere for The Tall Ships Races-publikum.

Du finder trucken ved Konica Minolta Scenen på Nørresundby Lystbådehavn og her giver de to unge fyre, der laver maden, dig valget mellem en Awesome, Cheezy (ekstra ost) eller Flying (med kylling) model.

Til burgerne hører pommes frites tilberedt i andefedt.

Vi smagte på Awesome, en klassisk burger i en smørbagt Brioche bolle med syltede rødløg, salat, bacon og cheddar. Samt en bakke med fritter. Med fritterne følger to omgang dyppelse efter eget valg.

Bollen var ekstrem delikat. Blød, mushy og velsmagende. Og den omfavnede det stegte oksekød på en kærlig facon. De syltede rødløg bidrog med syrlighed, og den sprødt stegte bacon gav sammen med den friske salat et god knasende bid. Fritterne har den rette kombination af blødhed indvendig og sprød akkuratesse udvendig. Efter endt spisning indfandt en velgørende mæthed.

Burgerne kan ikke købes enkeltvis. Man køber en menu, der koster 95 kr. Det er hver en krone værd.

Man kan til gengæld godt købe en stor pakke pommes fritter. De koster 45 kr.

FØLG os og bliv opdateret

 OP